Bitcoin er decentral og hviler ikke på nogen national lovgivning. Derfor er det ikke staten, men programmører — kaldet minere — der afgør, hvornår der bliver produceret og fordelt bitcoin. Minerne løser matematiske opgaver ved hjælp af bestemte programmer, og på den måde bliver der skabt bitcoin.
En miner kan vælge mellem cloud mining, mining med dedikeret hardware eller mining på sin computer. Når bitcoins cirkulerer, er det minerne, der bekræfter, at transaktionerne er korrekte, og nye blokke bliver føjet til kæden. Den proces kaldes bitcoin mining. Alle, der har lyst, kan gå i gang, så længe de har passende hardware og en internetforbindelse. Selve produktionen kræver godt hardware, god mining-software og en bitcoin-wallet.
Den elektricitet, der bruges undervejs, lægges oveni omkostningerne. Energi er en vigtig faktor både for at holde systemet kørende og for at køle det ned. Minere, der ikke vil mine alene, kan gå sammen med andre og gøre arbejdet lettere ved at slutte sig til grupper, som kaldes “pools”.
Minerne i en pool kan sidde i vidt forskellige regioner eller lande, og enhver, der vil have kraftigere hardware til en lavere pris, kan bruge pool-metoden. På den måde kan sværere opgaver løses på kortere tid takket være det stærke udstyr. Belønningen fra bitcoin-produktionen bliver derefter fordelt efter, hvor meget den enkelte har bidraget med. Det er velkendt, at matematiske opgaver bygget på kompleks kryptering kan løses 1 milliard gange i sekundet med den slags udstyr.