Decentralized Applications, forkortet DApp, er decentraliserede applikationer. Før vi kommer ind på, hvordan det hænger sammen med kryptovaluta, skal vi lige kort omkring, hvad centraliserede applikationer er.
Blandt de centraliserede applikationer finder vi de sociale medier, der bliver brugt allermest. Det er velkendt, at apps som Instagram, Twitter eller Facebook drives af ét center. Derfor har de også nogle negative sider. Øverst på listen over ulemper står generelt mindre sikkerhed og mindre gennemsigtighed.
Det er faldet ret naturligt på plads, fordi decentraliserede applikationer og hele kryptotanken, der nægter at være bundet til et center, følger samme linje.
Hvad bygger logikken på?
DApp bruges grundlæggende også om internetapplikationer, der er bygget spredt ud. Alle applikationer, der kører P2P, altså peer-to-peer, kaldes dApps.
Altså;
Ikke at skulle afhænge af ét enkelt center,
At bruge forskellige servere i stedet for én enkelt server,
At give mere dataflow i vigtige kryptoprojekter,
At gøre det muligt at styre dataflowet,
At tage backup af og lagre alle data ude i netværkene.
Hvordan bliver en app decentraliseret?
For at en applikation kan være decentraliseret, skal den opfylde bestemte betingelser. Grundbetingelsen er, at den ikke er tilknyttet nogen institution eller person. Den skal også være open source og ikke bundet til ét enkelt netværk. Belønning, altså udstedelse af en token, er ligeledes et krav.
I hvilke projekter er det muligt?
Hvis du sidder og tænker på, hvilke decentraliserede applikationer der findes, kan man nævne eksempler som Cardano, EOSIO, DFINITY og Zilliqa. De kører alle sammen uden at være bundet til et center. Det mest spændende spørgsmål ved disse applikationer er, hvor langt de når. Når man tager i betragtning, at brugerne kan lide dem, og at deltagelsen er høj, er en hurtig udvikling blandt forventningerne.